Muhammed, Guds sidste sendebud Guds velsignelse og fred over ham

‫ﻣﺤﻤﺪ ﺭﺳﻮﻝ ﺍﷲ‬

Muhammed, Guds sidste
sendebud

Guds velsignelse og fred over ham

Skrevet af:

Dr.Abdurrahman al-Sheha

Oversat af:

Marianne Havndrup og Mohamad Barakeh

Terminologien i denne bog

(Delvis taget fra Sheik Mahmoud Murads bog 'Common mistakes in
Translation')

1. Rabb: Nogle foretrækker at oversætte ordet 'rabb' med
'Herre.' Bortset fra, at sidstnævnte er en bibelsk term,
der henviser til Guds tjener, profeten Jesu status som
herre, kan ordet ‘herre’, som er begrænset til ’mester’,
’overhoved’, ’ejer’ eller ’hersker’, aldrig formidle den
endegyldige betydning af ordet 'Rabb'. Bl.a. betyder
ordet 'Rabb' Skaberen, Forsørgeren, Den, som alle
skabningers eksistens er afhængig af, og Den, som giver
liv og forårsager død.

2. Deen: Det ord, der oversættes med ‘religion’, er 'Deen',
som på arabisk ofte beskriver en levemåde, som er både
privat og offentlig. Det er en omfattende term, der
betyder: tilbedelse, udøvelse af politik, og en detaljeret
adfærdskodeks, der også omfatter sundhed og etikette.

3. [] Salla Allahu alaihi wa sallam. Nogle oversætter
det med ’fred være med ham'. Denne oversættelse er
ikke fyldestgørende, idet den korrekte oversættelse er,
Guds velsignelse og fred over ham.



2

Al pris tilfalder Gud, verdens Rabb, og må Gud ophøje
omtalen af Sin profet, og gøre ham og hans husstand sikker
og tryg mod alle skadelige ting.

I forbindelse med profeten Muhammed  skal man holde
sig for øje, at der er tale om den største personlighed i
historien. Dette er ikke nogen grundløs påstand; for den, der
læser hans livshistorie og lærer om hans moral og egenskaber,
og ser bort fra alle sine religiøse fordomme, vil helt bestemt
drage den konklusion. Der er også nogle retfærdige ikke-
muslimer, der er nået frem til det.

Professor Hasan Ali, må Gud se i nåde til ham, sagde i sit
blad 'Noor al-Islam', at en af hans venner, der var barman,
sagde til ham: ’Jeg anerkender og tror, at islams sendebud er
det største og mest fuldkomne menneske i historien. Professor
Hasan Ali, må Gud se i nåde til ham, spurgte ham: I hvilke
henseender mener du, at islams sendebud er verdens mest
fuldkomne menneske?' Han svarede: ‘Jeg ser i islams profet
flere gode egenskaber og moralske værdier, end man nogen
sinde har fundet samlet i ét menneske i hele historien. Han
var en konge, som hele halvøen blev forenet under; og dog
var han ydmyg. Han mente, at magten tilhørte hans Rabb
alene. Han fik store rigdomme, og dog levede han i
fattigdom; der blev ikke lavet varm mad i hans hus i dagevis,

3

og han tilbragte dagene i sult. Han var en stor leder; han ledte
en lille svag gruppe med lette våben mod tusinder af soldater
med tunge våben, og dog tilføjede han dem sviende nederlag.
Han elskede fredsaftaler, og foretrak forsoning. Han
underskrev våbenhvileaftaler med et trygt hjerte; selv om han
havde tusindvis af tapre og modige venner ved sin side. Han
var en modig helt, der kunne modstå tusinder af sine fjender
uden at lade sig påvirke af deres talrighed. Samtidig havde
han et varmt hjerte og var barmhjertig, og han ønskede ikke
at udgyde en eneste dråbe blod. Han var meget optaget af
den Arabiske Halvøs anliggender, men han forsømte ikke sin
husstand og heller ikke de fattige og trængende muslimer.
Han var ivrig efter at forkynde islam for dem, der var
kommet på vildspor. Generelt var han et menneske, der
bekymrede sig for hele menneskehedens udvikling og
velfærd, og samtidig forfaldt han ikke til at skrabe jordisk
gods sammen. Han hengav sig til at tilbede Gud og elskede at
gøre gerninger, som behagede Gud. Han hævnede sig aldrig
af personlige grunde. Han bad endog for sine fjenders
velfærd og advarede dem om Guds straf.

Han var asketisk omkring jordiske anliggender og tilbad
Gud hele natten. Samtidig med at han var en tapper og modig
soldat, som kæmpede med sværdet, var han også en
ufejlbarlig profet – erobreren, der erobrede nationer og lande.
Han sov på en måtte af strå og en pude fyldt med grove fibre.
Folk kronede ham som arabernes sultan, eller kongen af den
Arabiske Halvø, men hans familie levede fattigt og nøjsomt,
også efter at han havde modtaget store rigdomme fra alle
steder på den Arabiske halvø; rigdommene blev samlet i

4

moskeen. Hans datter Fatima beklagede sig til ham over det
hårde arbejde, som hun udførte ved møllestenen og med
vandkrukken, som hun bar – og som efterlod mærker på
hendes krop. Sendebudet var på det tidspunkt i færd med at
fordele krigsbyttet i form af mandlige og kvindelige slaver
mellem muslimerne. Han lod hende ikke få del i byttet; i
stedet lærte profeten hende nogle få ord og bønner. Hans ven,
Omar kom til hans hus, og kiggede ind i værelset, og han så
intet andet end en måtte af strå, hvor profeten lå, og som
havde efterladt mærker på hans krop. De eneste forsyninger i
huset var en Saa' (vægtenhed) byg i en skål og en dunk vand,
der hang på væggen ved siden af – det var alt, hvad Guds
sendebud ejede på et tidspunkt, hvor det halve Arabien var
under hans kontrol. Da Omar så dette, kunne han ikke holde
tårerne tilbage. Profeten spurgte ham: ‘Hvorfor græder du,
Omar?' Han svarede: ‘Hvorfor skulle jeg ikke græde –
Persernes konge og den romerske kejser nyder livet i denne
verden, og Guds sendebud ejer kun, hvad jeg ser!' Guds
sendebud svarede ham: ‘O Omar, vil det ikke behage dig, at
det er Kongens og Kejserens andel i dette liv, og i det hinsides
vil al nydelsen tilfalde os alene?'

Da profeten stod med sin hær ved porten til Mekka for at
erobre byen, stod Abu Sufyan ved siden af al-Ab'bas,
profetens  onkel, mens de kiggede på den muslimske hærs
bannere. Abu Sufyan var på det tidspunkt ikke muslim. Han
blev rystet over det enorme antal muslimer og de stammer,
der tilsluttede sig islam; de rykkede frem mod Mekka som en
rivende strøm. Ingen kunne standse dem, og ingen stod i
vejen for dem. Så sagde Abu Sufyan til al-Ab'bas: 'O Ab'bas,

5

din nevø er blevet en stor konge!' Ab'bas svarede: ‘Der er ikke
tale om kongemagt, men om profeti og islams budskab.'

Ad'ee at-Ta'ee, søn af Ha'tim at-Ta'ee, som er indbegrebet af
gavmildhed, overværede profetens  forsamling, mens han
stadig var kristen. Da han så, hvordan profetens venner
hyldede ham, mens de stadig var iført krigsdragt og våben,
blev han forvirret – var han profet eller konge? Han spurgte
sig selv, ‘er det kongernes konge eller et af Guds sendebud?'
Mens han spekulerede over det, kom der en fattig kvinde fra
Medina hen til profeten og sagde: ’Jeg vil gerne fortælle dig
en hemmelighed.' Han sagde til hende: ‘Du kan vælge en
gade i Medina, hvor du kan fortælle mig det?' Profeten rejste
sig og gik sammen med den fattige pige og opfyldte hendes
ønske. Da Ad'ee så profetens store ydmyghed, blev han klar
over sandheden og bortkastede de kors, han bar, og
tilsluttede sig profeten Muhammeds venner i islams lys.'

Vi vil nævne nogle udtalelser fra orientalister angående
Muhammed . Vi som muslimer tror på profeten  og hans
budskab. Vi nævner disse udtalelser af følgende to grunde:

a. Vi bringer disse udtalelser fra orientalisterne, så nogle af
dem, der kun er muslimer af navn, kan læse, hvad ikke-
muslimer skriver om deres profet og sendebud, så de tager
det til sig og oprigtigt vender tilbage til deres Deen (islam).

b. For at ikke-muslimer får at vide, hvem profeten er, ud fra
deres egne folks udtalelser, så de bliver ført vejledt til islam.

6

Jeg beder disse mennesker om ikke at have nogen
forudfattede meninger i deres søgen efter sandheden, når de
læser dette eller andet islamisk materiale. Jeg beder Gud om
at åbne deres hjerter, så de accepterer sandheden, og vise dem
den rette vej og inspirere dem til at følge den.









Hvem er Guds sendebud, Muhammed ?

Hans slægt:

Han er Abu-Al-Qasim (far til Al-Qasim) Muhammed, søn af
Abdullah, søn af Abdul-Muttaleb. Hans slægt går tilbage til
Adnan, søn af Ismael [Guds profet, søn af Abraham, den, som
Gud udvalgte som sin kære] fred være med dem. Hans more
er Aminah, datter af Wahab.

Profeten  sagde:

‘Sandelig, Gud valgte Kinanah-stammen frem for andre
stammer af Ismaels børn; Han valgte Quraish-stammen
ud af Kananah-stammen; Han valgte Banu Hashim ud af
Quraish-stammen; og Han valgte mig ud af Banu
Hashim.' (Muslim #2276)

Således er profeten  ud af den ædleste slægt på jorden.
Hans fjender bevidnede denne kendsgerning; Abu Sufyan,
som var profetens ærkefjende, før han blev muslim,
bevidnede dette over for Heraclius, Roms hersker.

Abdullah b. Ab'bas, som Gud har kær, berettede, at Guds
sendebud  skrev til Kejseren og opfordrede ham til at
konvertere til islam og sendte ham et brev med Dihya Al-
Kalbi, som overbragte det til statholderen i Busra, som sendte
det videre til Kejseren.

Som tegn på sin taknemmelighed mod Gud var Kejseren
gået fra Hims til Ilya (dvs. Jerusalem), efter at Gud havde
skænket ham sejren over den persiske hær. Så da brevet
fra Guds sendebud nåede frem til Kejseren, sagde han
efter at have læst dette, "Få fat på en af hans folk, (arabere
af Quraish-stammen) hvis der er nogen til stede, så jeg

8

Muhammed, Guds sendebud

kan høre om Guds sendebud!" På det tidspunkt var Abu
Sufyan bin Harb i Sham (Levanten) sammen med nogle
mænd fra Quraish-stammen, som var kommet (til Sham)
som købmænd under den våbenhvile, der var indgået
mellem Guds sendebud og de vantro i Quraish. Abu
Sufyan sagde, ‘Vi mødte Kejserens sendebud et sted i
Sham, og han tog mig og mine venner med til Ilya og
han førte os ind til Kejseren, mens han sad med sit
kejserlige hof med krone på hovedet og omgivet af de
højeste byzantinske embedsmænd. Han sagde til sin
tolk: "Spørg dem, hvem iblandt dem der er en nær
slægtning til den mand, der hævder at være profet."’

Abu Sufyan sagde: "Jeg er hans nærmeste slægtning."
Han spurgte, "Hvordan er du beslægtet med ham?" Jeg
svarede, "Han er min fætter," og der var ingen andre fra
Bani Abd Manaf i karavanen bortset fra mig. Kejseren
sagde, "Lad ham træde nærmere." Så gav han ordre til, at
mine venner stillede sig bag mig ved min skulder og
sagde til sin tolk, "Sig til hans venner, at jeg vil spørge
ham ud om den mand, der hævder at være profet. Hvis
han lyver, skal de straks modsige ham."

Abu Sufyan sagde, Ved Gud! Havde det ikke været for
skammen over, at mine venner skulle stemple mig som
løgner, havde jeg ikke fortalt sandheden om ham, da
han spurgte mig. Men jeg fandt det skammeligt at blive
kaldt en løgner af mine venner, så jeg fortalte
sandheden.’

‘Så sagde han til sin tolk, "Spørg ham, hvilken slags
familie han tilhører." Jeg svarede, "Han tilhører en ædel
familie iblandt os." Han sagde, "Har nogen iblandt jer

9

Muhammed, Guds sendebud

nogen sinde hævdet det samme før ham?" Jeg svarede,
"Nej." Han sagde, "Har I nogen sinde oplevet, at han har
løjet, før han fremsatte sin påstand?" Jeg svarede, "Nej."
Han sagde, "Var nogen af hans forfædre konge?" Jeg
svarede, "Nej." Han sagde, "Er det de adelige eller de
svage, der følger ham?" Jeg svarede, ‘Det er de svage, der
følger ham." Han sagde, "Bliver der flere eller færre af
dem?" Jeg svarede, "Der bliver flere." Han sagde, "Er der
nogen iblandt hans tilhængere, som bliver utilfredse og
forkaster hans Deen?" Jeg svarede: "Nej." Han sagde,
Bryder han sine løfter?" Jeg svarede: "Nej, men vi holder
våbenhvile med ham og er bange for, at han bryder den."

Abu Sufyan sagde, Bortset fra den sidste sætning kan
jeg ikke sige noget dårligt om ham.’

‘Så spurgte Kejseren, "Har I nogen sinde været i krig
mod ham?" Jeg svarede, "Ja." Han sagde, "Hvordan endte
jeres slag mod ham?" Jeg svarede, "Somme tider sejrede
han, og somme tider gjorde vi." Han sagde, "Hvad
kræver han af jer?" Jeg sagde, "Han siger, vi skal tilbede
Gud alene, og ikke tilbede andre end Ham, og forlade
alt, hvad vore forfædre tilbad. Han siger, vi skal bede og
give almisse, være kyske, holde vore løfter og levere det
tilbage, som man har betroet os. "

‘Da jeg havde sagt det, sagde Kejseren til sin tolk, "Sig
til ham: Jeg spurgte dig ud om hans slægt, og du
svarede, at han var ud af en ædel familie. Faktisk er alle
sendebudene kommet fra de ædleste slægter i deres
folk. Og så spurgte jeg dig, om nogen anden iblandt jer
har hævdet noget sådant, og du svarede benægtende.
Hvis svaret havde været bekræftende, ville jeg have

10

Muhammed, Guds sendebud

troet, at manden hævdede noget, som nogen havde
hævdet før ham. Da jeg spurgte dig, om I nogen sinde
har oplevet ham lyve, svarede du benægtende, så jeg tog
for givet, at en person, der aldrig løj over for mennesker,
aldrig kunne lyve om Gud. Så spurgte jeg dig, om nogen
af hans forfædre var konge. Dit svar var benægtende, og
hvis det havde været bekræftende, ville jeg have troet, at
denne mand ønskede at kræve sine forfædres
kongemagt tilbage. Da jeg spurgte, om det var de
adelige eller de svage, der fulgte ham, svarede du, at det
var de svage, der fulgte ham. Sådan er de, der følger
profeterne. Så spurgte jeg dig, om der bliver flere eller
færre af dem, der følger ham. Du svarede, at der blev
flere. Sådan starter den sande tro, før den bliver fuldt
udbredt (i alle henseender). Jeg spurgte dig, om der var
nogen iblandt hans tilhængere, som blev utilfredse og
forkastede hans Deen; og du svarede benægtende. Dette
er tegn på sand tro, for når glæden ved den rører hjertet
og fylder det helt, vil ingen være utilfreds med den. Jeg
spurgte dig, om han nogen sinde havde brudt et løfte.
Du svarede benægtende. Og sådan er profeterne; de
bryder aldrig deres løfter. Da jeg spurgte dig, om I
havde ført krig mod hinanden, svarede du ja, og at han
somme tider sejrede, og somme tider gjorde I. Sandelig,
sådan er profeterne; de bliver sat på prøve, og den
endelige sejr er altid deres. Så spurgte jeg dig, hvad han
krævede af jer. Du svarede, at han sagde, at I skulle
tilbede Gud alene og ikke tilbede andre ved siden Ham,
forlade alt, hvad jeres forfædre tilbad, bede bønner, tale
sandt, være kyske, holde jeres løfter, og levere det
tilbage, som I har fået betroet. Det er i sandhed typiske

11

Muhammed, Guds sendebud

egenskaber for en profet, som jeg vidste ville komme,
men jeg vidste ikke, at han ville være en af jer. Hvis det,
du siger, er sandt, vil han meget snart besætte jorden
under mine fødder, og hvis jeg følte mig sikker på at nå
frem til ham, ville jeg straks gå ham i møde; og hvis jeg
var hos ham ville jeg helt sikkert vaske hans fødder. "

Abu Sufyan sagde, Kejseren bad så om brevet fra Guds
sendebud, og det blev læst op. Der stod:

"I Guds navn, den Alnådige og Albarmhjertige) Fra
Muhammed, Guds tjener og sendebud, til Heraclius,
romernes hersker. Fred være med dem, der følger troen. Jeg
opfordrer jer til at konvertere til islam. Accepter islam, og
du vil være fredet; accepter islam, og Gud vil belønne dig
to gange. Men hvis du afviser denne opfordring, vil du
gøre dig skyldig i at vildlede dine folk. O Bogens folk! Lad
os give hinanden et løfte om, at vi tilbeder Gud, og at vi
ikke tilbeder andre ved siden af med Ham; og at ingen af
os tager nogen som guder ud over Gud. Hvis de vender sig
bort, så sig: I skal bevidne, at vi er dem, der har
underkastet os (Gud)" [3.64]

Abu Sufyan sagde, ‘Da Heraclius var færdig med at
tale, lød der høje råb fra dem, der var omkring ham af
embedsmænd, og der var så megen larm, at jeg ikke
kunne forstå, hvad de sagde. Så vi fik ordre til at forlade
salen.’

‘Da jeg var kommet udenfor sammen med mine
venner og vi var alene, sagde jeg til dem, ”Sandelig, Ibn
Abi Kabshas (dvs. profetens) sag har vundet frem. De
blondes hersker frygter ham.”’

12

Muhammed, Guds sendebud

Abu Sufyan sagde: ‘Ved Gud, jeg blev underdanig og
overbevist om, at hans Deen ville sejre, indtil islam
trængte ind i mit hjerte.' (Bukhari #2782)







13

Muhammed, Guds sendebud

Fødested og barndom:

Profeten  blev født i år 571 (ifølge den gregorianske
kalender) i Quraish-stammen [der var anset, respekteret og
hædret af alle arabere] in Mekka [der blev anset for at være
det religiøse centrum for hele den Arabiske Halvø].

Araberne tog på Hajj (pilgrimsfærd) til Mekka, hvor de gik
rundt om Kaabaen, som blev bygget af profeten Abraham og
hans søn Ismael, velsignelse og fred over dem.

Profeten  var forældreløs. Hans far døde, før han blev
født, og hans mor døde, da han var seks år. Hans bedstefar,
Abdul-Muttaleb, tog sig af ham, og da han døde, tog hans
onkel, Abu Taleb, sig af ham. Hans egen og de andre stammer
tilbad afguder lavet af træ, sten og endda guld, der var
placeret omkring Kaabaen. Folk troede, at disse afguder var
herrer over godt og ondt.

Profeten  var et troværdigt og ærligt menneske. Han
opførte sig aldrig troløst eller løgnagtigt, og heller aldrig
bedragerisk eller forræderisk; han var kendt blandt sine egne
folk som 'Al-Ameen', eller ’Den Troværdige’. Folk betroede
ham deres værdigenstande, når de tog ud at rejse. Han var
også kendt som 'As-Sadeq' eller ‘Den Sandfærdige' for han løj
aldrig. Han havde gode manerer, var veltalende og talte
pænt. Han ønskede menneskene det gode. Hans folk elskede
ham. Folk fra nær og fjern ærede ham og hædrede ham. Og
han havde et smukt udseende, der gjorde, at man ikke blev
træt af at se på ham. Han havde bogstaveligt talt både en
indre og ydre skønhed. Gud, den Ophøjede, beskriver ham:

Sandelig, du har en storslået moralsk karakter. [68:4]

14

Muhammed, Guds sendebud

Thomas Carlyle skrev i sin bog: 'Heroes, Hero-Worship and
the Heroic in History':

‘Men allerede fra en tidlig alder havde han gjort sig
bemærket som en tænksom ung mand. Hans venner
kaldte ham "Al Ameen, Den Troværdige." En
sandfærdig og loyal person; sandfærdig i alt, hvad
han gjorde, sagde og tænkte. De bemærkede, at der
bag hvert ord, han sagde, lå en dybere mening. En
mand af få ord, der var tavs, når der ikke var grund
til at sige noget; men det, han sagde, var rammende,
vist og oprigtigt; han kastede altid lys over sagen.
Dette er den eneste form for tale, der er noget værd!
Gennem hele livet fremstår han som et helt igennem
solidt, broderligt, ægte menneske. En seriøs, oprigtig
personlighed, men også elskværdig, hjertelig,
selskabelig, endog spøgefuld – og hans latter var
ægte: der er mennesker, hvis latter er lige så uægte
som alt andet ved dem; som ikke kan le. En spontan,
lidenskabelig og ærlig person! Fuld af naturlige
evner, ild og lys; af naturlig værdi, alt var medfødt;
han udførte sin opgave i livet – alene, langt ude i
ørkenen.'

Profeten  holdt af at være alene i Hira-hulen, før han fik
sin åbenbaring. Han opholdt sig der flere nætter i træk.

Han  opførte sig aldrig uforskammet; han drak ikke
alkohol, ej heller bøjede han sig for statuer eller gudebilleder,
eller aflagde ed ved dem eller ofrede til dem, som hans folk
gjorde. Han var en hyrde, der vogtede andres får. Profeten 
sagde:

15

Muhammed, Guds sendebud

‘Alle de profeter, som Gud har sendt, har arbejdet
som hyrder.' Hans venner spurgte ham: ’Også du, O
Guds sendebud?' Han sagde: 'Ja, jeg passede en
fåreflok for folk i Mekka.'

(Bukhari 2143)

Da profeten Muhammed  blev 40 år, modtog han en
guddommelig åbenbaring, mens han sad i Hira-hulen i
Mekka. De troendes moder, A'ishah, i hvem Gud finder
behag, sagde:

Det første, som Guds sendebud  modtog, mens
han sad i Hira-hulen i Mekka, var gode syner
[drømme]. Hver gang han drømte, gik det i
opfyldelse og stod klart som morgengryet. Senere
begyndte Guds sendebud  at foretrække at være
alene og meditere. Han tilbragte lange perioder på
den måde, inden han vendte tilbage til sin familie.
Han tog forsyninger med til opholdet. Da han kom
tilbage til sin kone, Khadijah, I hvem Gud finder
behag, fik han nye forsyninger og tog tilbage til den
samme hule for at fortsætte med at meditere.’

‘Sandheden kom til ham, mens han sad i Hira-hulen.
Englen Gabriel  steg ned til Muhammed  og
sagde: ‘Læs’. Muhammed  svarede: ”Jeg kan ikke
læse!“ Gabriel  omfavnede Muhammed  så
kraftigt, at han ikke kunne få vejret, og så slap han
ham og sagde: ”Læs!“ Igen svarede Muhammed :
”Jeg kan ikke læse!“ Gabriel  omfavnede
Muhammed  for anden gang og sagde: ”Læs!”.
Muhammed  svarede: ”Jeg kan ikke læse.”, Og så

16

Muhammed, Guds sendebud

omfavnede Gabriel  ham for tredje gang, og
derefter slap han ham og sagde:

Læs i din Rabbs (Guds) navn! Han, som skabte,
mennesket ud af en klump størknet blod: Læs! Og
din Rabb er den mest gavmilde. [96:1-3]

Guds sendebud  gik skælvende hjem. Han gik ind og
sagde til Khadija: “Dæk mig til! Dæk mig til! Khadija, i
hvem Gud finder behag, dækkede Muhammed  til,
indtil han fik det bedre. Så fortalte han hende, hvad der
var sket ham i Hira-hulen. Han sagde, ”Jeg var bange for,
at der ville ske mig noget ondt.“ Khadija, i hvem Gud
finder behag, beroligede Muhammed  og sagde: “Ved
Gud! Nej! Gud vil aldrig svigte dig! Du er god mod dine
slægtninge. Du hjælper de fattige og trængende. Du er
gavmild og gæstfri mod dine gæster. Du hjælper folk,
som er i nød.“ Khadija, i hvem Gud finder behag, tog sin
mand  med hen til sin fætter, Waraqah bin Nawfal bin
Asad bin Abdul Uzza. Han var kristen i vankundighedens
tid. Han var skriver og skrev Bibelen på hebraisk. Han var
en gammel mand, der blev blind i de sidste år af sit liv.
Khadija, i hvem Gud finder behag, sagde til sin fætter, ”O
fætter hør efter, hvad min mand [dvs. Muhammad ] nu
vil fortælle dig!“ Waraqah sagde: ”Hvad er det, du har
set, min kære?“ Guds sendebud  fortalte ham, hvad han
havde set i Hira-hulen., Waraqah sagde, ”Ved Gud! Det er
englen Garbriel , som kom til profeten Moses .
Gid jeg stadig lever, når dit folk fordriver dig fra
Mekka!“ Profeten  spurgte: ”Vil de fordrive mig?!“
Waraqah bekræftede det og sagde, ”Aldrig har et
menneske formidlet et budskab som det, du har fået

17

Muhammed, Guds sendebud

pålagt, uden at hans folk har bekriget ham – hvis jeg
kommer til at opleve det, vil jeg støtte dig fuldt ud.”
Waraqah levede kun i kort tid efter denne hændelse og
døde. For en tid kom der heller ikke flere åbenbaringer.’

(Bukhari #3)

Det kapitel i Koranen, der er citeret i ovennævnte Hadith
(beretning) markerer begyndelsen til hans virke som profet.
Gud, den Ophøjede, åbenbarede dette for ham:

O du (Muhammed ) indhyllede (i tæpper); Rejs dig
og advar! Og ophøj din Rabb (Gud)! Og gør dine klæder
rene! Og forsag alle ugerninger! [74:1-4]

Dette kapitel i Koranen markerer begyndelsen til hans virke
som sendebud.

Med åbenbaringen af dette kapitel i Koranen begyndte
profeten  at forkynde islam for sine folk åbenlyst. Han
begyndte med sit eget folk i Mekka. Nogle af dem nægtede
hårdnakket at lytte til ham, fordi han forkyndte noget for
dem, som de ikke havde oplevet før, og som vedrørte alle
deres livsanliggender.

Islam er et fuldstændigt sæt leveregler, der vedrører
religiøse, politiske, økonomiske og sociale anliggender. Islam
opfordrede dem ikke kun til at tilbede Gud alene og til at
forsage alle afguder; den forbød dem også ting, som de
fornøjede sig med så som at tage ågerrenter, nyde rusmidler,
begå hor og dyrke hasardspil. Den opfordrede også folk til at
opføre sig retfærdigt og rimeligt over for hinanden, og til at
indse, at de ikke adskilte sig fra hinanden andet end gennem
fromhed. Hvordan skulle Quraish [den ædleste stamme

Hvem er Guds sendebud, Muhammed ?

Hans slægt:

Han er Abu-Al-Qasim (far til Al-Qasim) Muhammed, søn af
Abdullah, søn af Abdul-Muttaleb. Hans slægt går tilbage til
Adnan, søn af Ismael [Guds profet, søn af Abraham, den, som
Gud udvalgte som sin kære] fred være med dem. Hans more
er Aminah, datter af Wahab.

Profeten  sagde:

‘Sandelig, Gud valgte Kinanah-stammen frem for andre
stammer af Ismaels børn; Han valgte Quraish-stammen
ud af Kananah-stammen; Han valgte Banu Hashim ud af
Quraish-stammen; og Han valgte mig ud af Banu
Hashim.' (Muslim #2276)

Således er profeten  ud af den ædleste slægt på jorden.
Hans fjender bevidnede denne kendsgerning; Abu Sufyan,
som var profetens ærkefjende, før han blev muslim,
bevidnede dette over for Heraclius, Roms hersker.

Abdullah b. Ab'bas, som Gud har kær, berettede, at Guds
sendebud  skrev til Kejseren og opfordrede ham til at
konvertere til islam og sendte ham et brev med Dihya Al-
Kalbi, som overbragte det til statholderen i Busra, som sendte
det videre til Kejseren.

Som tegn på sin taknemmelighed mod Gud var Kejseren
gået fra Hims til Ilya (dvs. Jerusalem), efter at Gud havde
skænket ham sejren over den persiske hær. Så da brevet
fra Guds sendebud nåede frem til Kejseren, sagde han
efter at have læst dette, "Få fat på en af hans folk, (arabere
af Quraish-stammen) hvis der er nogen til stede, så jeg

8

Muhammed, Guds sendebud

kan høre om Guds sendebud!" På det tidspunkt var Abu
Sufyan bin Harb i Sham (Levanten) sammen med nogle
mænd fra Quraish-stammen, som var kommet (til Sham)
som købmænd under den våbenhvile, der var indgået
mellem Guds sendebud og de vantro i Quraish. Abu
Sufyan sagde, ‘Vi mødte Kejserens sendebud et sted i
Sham, og han tog mig og mine venner med til Ilya og
han førte os ind til Kejseren, mens han sad med sit
kejserlige hof med krone på hovedet og omgivet af de
højeste byzantinske embedsmænd. Han sagde til sin
tolk: "Spørg dem, hvem iblandt dem der er en nær
slægtning til den mand, der hævder at være profet."’

Abu Sufyan sagde: "Jeg er hans nærmeste slægtning."
Han spurgte, "Hvordan er du beslægtet med ham?" Jeg
svarede, "Han er min fætter," og der var ingen andre fra
Bani Abd Manaf i karavanen bortset fra mig. Kejseren
sagde, "Lad ham træde nærmere." Så gav han ordre til, at
mine venner stillede sig bag mig ved min skulder og
sagde til sin tolk, "Sig til hans venner, at jeg vil spørge
ham ud om den mand, der hævder at være profet. Hvis
han lyver, skal de straks modsige ham."

Abu Sufyan sagde, Ved Gud! Havde det ikke været for
skammen over, at mine venner skulle stemple mig som
løgner, havde jeg ikke fortalt sandheden om ham, da
han spurgte mig. Men jeg fandt det skammeligt at blive
kaldt en løgner af mine venner, så jeg fortalte
sandheden.’

‘Så sagde han til sin tolk, "Spørg ham, hvilken slags
familie han tilhører." Jeg svarede, "Han tilhører en ædel
familie iblandt os." Han sagde, "Har nogen iblandt jer

9

Muhammed, Guds sendebud

nogen sinde hævdet det samme før ham?" Jeg svarede,
"Nej." Han sagde, "Har I nogen sinde oplevet, at han har
løjet, før han fremsatte sin påstand?" Jeg svarede, "Nej."
Han sagde, "Var nogen af hans forfædre konge?" Jeg
svarede, "Nej." Han sagde, "Er det de adelige eller de
svage, der følger ham?" Jeg svarede, ‘Det er de svage, der
følger ham." Han sagde, "Bliver der flere eller færre af
dem?" Jeg svarede, "Der bliver flere." Han sagde, "Er der
nogen iblandt hans tilhængere, som bliver utilfredse og
forkaster hans Deen?" Jeg svarede: "Nej." Han sagde,
Bryder han sine løfter?" Jeg svarede: "Nej, men vi holder
våbenhvile med ham og er bange for, at han bryder den."

Abu Sufyan sagde, Bortset fra den sidste sætning kan
jeg ikke sige noget dårligt om ham.’

‘Så spurgte Kejseren, "Har I nogen sinde været i krig
mod ham?" Jeg svarede, "Ja." Han sagde, "Hvordan endte
jeres slag mod ham?" Jeg svarede, "Somme tider sejrede
han, og somme tider gjorde vi." Han sagde, "Hvad
kræver han af jer?" Jeg sagde, "Han siger, vi skal tilbede
Gud alene, og ikke tilbede andre end Ham, og forlade
alt, hvad vore forfædre tilbad. Han siger, vi skal bede og
give almisse, være kyske, holde vore løfter og levere det
tilbage, som man har betroet os. "

‘Da jeg havde sagt det, sagde Kejseren til sin tolk, "Sig
til ham: Jeg spurgte dig ud om hans slægt, og du
svarede, at han var ud af en ædel familie. Faktisk er alle
sendebudene kommet fra de ædleste slægter i deres
folk. Og så spurgte jeg dig, om nogen anden iblandt jer
har hævdet noget sådant, og du svarede benægtende.
Hvis svaret havde været bekræftende, ville jeg have

10

Muhammed, Guds sendebud

troet, at manden hævdede noget, som nogen havde
hævdet før ham. Da jeg spurgte dig, om I nogen sinde
har oplevet ham lyve, svarede du benægtende, så jeg tog
for givet, at en person, der aldrig løj over for mennesker,
aldrig kunne lyve om Gud. Så spurgte jeg dig, om nogen
af hans forfædre var konge. Dit svar var benægtende, og
hvis det havde været bekræftende, ville jeg have troet, at
denne mand ønskede at kræve sine forfædres
kongemagt tilbage. Da jeg spurgte, om det var de
adelige eller de svage, der fulgte ham, svarede du, at det
var de svage, der fulgte ham. Sådan er de, der følger
profeterne. Så spurgte jeg dig, om der bliver flere eller
færre af dem, der følger ham. Du svarede, at der blev
flere. Sådan starter den sande tro, før den bliver fuldt
udbredt (i alle henseender). Jeg spurgte dig, om der var
nogen iblandt hans tilhængere, som blev utilfredse og
forkastede hans Deen; og du svarede benægtende. Dette
er tegn på sand tro, for når glæden ved den rører hjertet
og fylder det helt, vil ingen være utilfreds med den. Jeg
spurgte dig, om han nogen sinde havde brudt et løfte.
Du svarede benægtende. Og sådan er profeterne; de
bryder aldrig deres løfter. Da jeg spurgte dig, om I
havde ført krig mod hinanden, svarede du ja, og at han
somme tider sejrede, og somme tider gjorde I. Sandelig,
sådan er profeterne; de bliver sat på prøve, og den
endelige sejr er altid deres. Så spurgte jeg dig, hvad han
krævede af jer. Du svarede, at han sagde, at I skulle
tilbede Gud alene og ikke tilbede andre ved siden Ham,
forlade alt, hvad jeres forfædre tilbad, bede bønner, tale
sandt, være kyske, holde jeres løfter, og levere det
tilbage, som I har fået betroet. Det er i sandhed typiske

11

Muhammed, Guds sendebud

egenskaber for en profet, som jeg vidste ville komme,
men jeg vidste ikke, at han ville være en af jer. Hvis det,
du siger, er sandt, vil han meget snart besætte jorden
under mine fødder, og hvis jeg følte mig sikker på at nå
frem til ham, ville jeg straks gå ham i møde; og hvis jeg
var hos ham ville jeg helt sikkert vaske hans fødder. "

Abu Sufyan sagde, Kejseren bad så om brevet fra Guds
sendebud, og det blev læst op. Der stod:

"I Guds navn, den Alnådige og Albarmhjertige) Fra
Muhammed, Guds tjener og sendebud, til Heraclius,
romernes hersker. Fred være med dem, der følger troen. Jeg
opfordrer jer til at konvertere til islam. Accepter islam, og
du vil være fredet; accepter islam, og Gud vil belønne dig
to gange. Men hvis du afviser denne opfordring, vil du
gøre dig skyldig i at vildlede dine folk. O Bogens folk! Lad
os give hinanden et løfte om, at vi tilbeder Gud, og at vi
ikke tilbeder andre ved siden af med Ham; og at ingen af
os tager nogen som guder ud over Gud. Hvis de vender sig
bort, så sig: I skal bevidne, at vi er dem, der har
underkastet os (Gud)" [3.64]

Abu Sufyan sagde, ‘Da Heraclius var færdig med at
tale, lød der høje råb fra dem, der var omkring ham af
embedsmænd, og der var så megen larm, at jeg ikke
kunne forstå, hvad de sagde. Så vi fik ordre til at forlade
salen.’

‘Da jeg var kommet udenfor sammen med mine
venner og vi var alene, sagde jeg til dem, ”Sandelig, Ibn
Abi Kabshas (dvs. profetens) sag har vundet frem. De
blondes hersker frygter ham.”’

12

Muhammed, Guds sendebud

Abu Sufyan sagde: ‘Ved Gud, jeg blev underdanig og
overbevist om, at hans Deen ville sejre, indtil islam
trængte ind i mit hjerte.' (Bukhari #2782)







13

Muhammed, Guds sendebud

Fødested og barndom:

Profeten  blev født i år 571 (ifølge den gregorianske
kalender) i Quraish-stammen [der var anset, respekteret og
hædret af alle arabere] in Mekka [der blev anset for at være
det religiøse centrum for hele den Arabiske Halvø].

Araberne tog på Hajj (pilgrimsfærd) til Mekka, hvor de gik
rundt om Kaabaen, som blev bygget af profeten Abraham og
hans søn Ismael, velsignelse og fred over dem.

Profeten  var forældreløs. Hans far døde, før han blev
født, og hans mor døde, da han var seks år. Hans bedstefar,
Abdul-Muttaleb, tog sig af ham, og da han døde, tog hans
onkel, Abu Taleb, sig af ham. Hans egen og de andre stammer
tilbad afguder lavet af træ, sten og endda guld, der var
placeret omkring Kaabaen. Folk troede, at disse afguder var
herrer over godt og ondt.

Profeten  var et troværdigt og ærligt menneske. Han
opførte sig aldrig troløst eller løgnagtigt, og heller aldrig
bedragerisk eller forræderisk; han var kendt blandt sine egne
folk som 'Al-Ameen', eller ’Den Troværdige’. Folk betroede
ham deres værdigenstande, når de tog ud at rejse. Han var
også kendt som 'As-Sadeq' eller ‘Den Sandfærdige' for han løj
aldrig. Han havde gode manerer, var veltalende og talte
pænt. Han ønskede menneskene det gode. Hans folk elskede
ham. Folk fra nær og fjern ærede ham og hædrede ham. Og
han havde et smukt udseende, der gjorde, at man ikke blev
træt af at se på ham. Han havde bogstaveligt talt både en
indre og ydre skønhed. Gud, den Ophøjede, beskriver ham:

Sandelig, du har en storslået moralsk karakter. [68:4]

14

Muhammed, Guds sendebud

Thomas Carlyle skrev i sin bog: 'Heroes, Hero-Worship and
the Heroic in History':

‘Men allerede fra en tidlig alder havde han gjort sig
bemærket som en tænksom ung mand. Hans venner
kaldte ham "Al Ameen, Den Troværdige." En
sandfærdig og loyal person; sandfærdig i alt, hvad
han gjorde, sagde og tænkte. De bemærkede, at der
bag hvert ord, han sagde, lå en dybere mening. En
mand af få ord, der var tavs, når der ikke var grund
til at sige noget; men det, han sagde, var rammende,
vist og oprigtigt; han kastede altid lys over sagen.
Dette er den eneste form for tale, der er noget værd!
Gennem hele livet fremstår han som et helt igennem
solidt, broderligt, ægte menneske. En seriøs, oprigtig
personlighed, men også elskværdig, hjertelig,
selskabelig, endog spøgefuld – og hans latter var
ægte: der er mennesker, hvis latter er lige så uægte
som alt andet ved dem; som ikke kan le. En spontan,
lidenskabelig og ærlig person! Fuld af naturlige
evner, ild og lys; af naturlig værdi, alt var medfødt;
han udførte sin opgave i livet – alene, langt ude i
ørkenen.'

Profeten  holdt af at være alene i Hira-hulen, før han fik
sin åbenbaring. Han opholdt sig der flere nætter i træk.

Han  opførte sig aldrig uforskammet; han drak ikke
alkohol, ej heller bøjede han sig for statuer eller gudebilleder,
eller aflagde ed ved dem eller ofrede til dem, som hans folk
gjorde. Han var en hyrde, der vogtede andres får. Profeten 
sagde:

15

Muhammed, Guds sendebud

‘Alle de profeter, som Gud har sendt, har arbejdet
som hyrder.' Hans venner spurgte ham: ’Også du, O
Guds sendebud?' Han sagde: 'Ja, jeg passede en
fåreflok for folk i Mekka.'

(Bukhari 2143)

Da profeten Muhammed  blev 40 år, modtog han en
guddommelig åbenbaring, mens han sad i Hira-hulen i
Mekka. De troendes moder, A'ishah, i hvem Gud finder
behag, sagde:

Det første, som Guds sendebud  modtog, mens
han sad i Hira-hulen i Mekka, var gode syner
[drømme]. Hver gang han drømte, gik det i
opfyldelse og stod klart som morgengryet. Senere
begyndte Guds sendebud  at foretrække at være
alene og meditere. Han tilbragte lange perioder på
den måde, inden han vendte tilbage til sin familie.
Han tog forsyninger med til opholdet. Da han kom
tilbage til sin kone, Khadijah, I hvem Gud finder
behag, fik han nye forsyninger og tog tilbage til den
samme hule for at fortsætte med at meditere.’

‘Sandheden kom til ham, mens han sad i Hira-hulen.
Englen Gabriel  steg ned til Muhammed  og
sagde: ‘Læs’. Muhammed  svarede: ”Jeg kan ikke
læse!“ Gabriel  omfavnede Muhammed  så
kraftigt, at han ikke kunne få vejret, og så slap han
ham og sagde: ”Læs!“ Igen svarede Muhammed :
”Jeg kan ikke læse!“ Gabriel  omfavnede
Muhammed  for anden gang og sagde: ”Læs!”.
Muhammed  svarede: ”Jeg kan ikke læse.”, Og så

16

Muhammed, Guds sendebud

omfavnede Gabriel  ham for tredje gang, og
derefter slap han ham og sagde:

Læs i din Rabbs (Guds) navn! Han, som skabte,
mennesket ud af en klump størknet blod: Læs! Og
din Rabb er den mest gavmilde. [96:1-3]

Guds sendebud  gik skælvende hjem. Han gik ind og
sagde til Khadija: “Dæk mig til! Dæk mig til! Khadija, i
hvem Gud finder behag, dækkede Muhammed  til,
indtil han fik det bedre. Så fortalte han hende, hvad der
var sket ham i Hira-hulen. Han sagde, ”Jeg var bange for,
at der ville ske mig noget ondt.“ Khadija, i hvem Gud
finder behag, beroligede Muhammed  og sagde: “Ved
Gud! Nej! Gud vil aldrig svigte dig! Du er god mod dine
slægtninge. Du hjælper de fattige og trængende. Du er
gavmild og gæstfri mod dine gæster. Du hjælper folk,
som er i nød.“ Khadija, i hvem Gud finder behag, tog sin
mand  med hen til sin fætter, Waraqah bin Nawfal bin
Asad bin Abdul Uzza. Han var kristen i vankundighedens
tid. Han var skriver og skrev Bibelen på hebraisk. Han var
en gammel mand, der blev blind i de sidste år af sit liv.
Khadija, i hvem Gud finder behag, sagde til sin fætter, ”O
fætter hør efter, hvad min mand [dvs. Muhammad ] nu
vil fortælle dig!“ Waraqah sagde: ”Hvad er det, du har
set, min kære?“ Guds sendebud  fortalte ham, hvad han
havde set i Hira-hulen., Waraqah sagde, ”Ved Gud! Det er
englen Garbriel , som kom til profeten Moses .
Gid jeg stadig lever, når dit folk fordriver dig fra
Mekka!“ Profeten  spurgte: ”Vil de fordrive mig?!“
Waraqah bekræftede det og sagde, ”Aldrig har et
menneske formidlet et budskab som det, du har fået

17

Muhammed, Guds sendebud

pålagt, uden at hans folk har bekriget ham – hvis jeg
kommer til at opleve det, vil jeg støtte dig fuldt ud.”
Waraqah levede kun i kort tid efter denne hændelse og
døde. For en tid kom der heller ikke flere åbenbaringer.’

(Bukhari #3)

Det kapitel i Koranen, der er citeret i ovennævnte Hadith
(beretning) markerer begyndelsen til hans virke som profet.
Gud, den Ophøjede, åbenbarede dette for ham:

O du (Muhammed ) indhyllede (i tæpper); Rejs dig
og advar! Og ophøj din Rabb (Gud)! Og gør dine klæder
rene! Og forsag alle ugerninger! [74:1-4]

Dette kapitel i Koranen markerer begyndelsen til hans virke
som sendebud.

Med åbenbaringen af dette kapitel i Koranen begyndte
profeten  at forkynde islam for sine folk åbenlyst. Han
begyndte med sit eget folk i Mekka. Nogle af dem nægtede
hårdnakket at lytte til ham, fordi han forkyndte noget for
dem, som de ikke havde oplevet før, og som vedrørte alle
deres livsanliggender.

Islam er et fuldstændigt sæt leveregler, der vedrører
religiøse, politiske, økonomiske og sociale anliggender. Islam
opfordrede dem ikke kun til at tilbede Gud alene og til at
forsage alle afguder; den forbød dem også ting, som de
fornøjede sig med så som at tage ågerrenter, nyde rusmidler,
begå hor og dyrke hasardspil. Den opfordrede også folk til at
opføre sig retfærdigt og rimeligt over for hinanden, og til at
indse, at de ikke adskilte sig fra hinanden andet end gennem
fromhed. Hvordan skulle Quraish [den ædleste stamme


Nogle af profetens egenskaber og moralske
principper:

1. En god forstand: Sendebudet  havde en fremragende,
fuldkommen og god forstand, som intet andet menneske har
haft. Qadhi Iyaadh, Gud se i nåde til ham, sagde:

Dette står klart for den, der læser profetens livshistorie og
hans meningsfulde og vidtfavnende udtalelser og
traditioner, hans gode opførsel, etik og moralske karakter,
hans viden om Mosebøgerne og Evangeliet og andre
guddommelige skrifter, hans kendskab til de vise mænds
udtalelser, hans viden om fordums nationer, og hans evne
til at komme med eksempler og iværksætte politikker og
lægge et grundlag for korrekt følelsesmæssig adfærd og
dyder. Han var et eksempel og et forbillede, som hans folk
henholdt sig til inden for alle former for viden; tilbedelse,
lægevidenskab, matematik og også andre anliggender.
Han vidste og lærte alt det uden at læse eller studere
skrifterne fra dem, der kom før, og han blev heller ikke
undervist af deres lærde. Profeten havde ingen
uddannelse og havde ingen viden om alt det ovenstående,
før han blev profet, og han kunne eller ikke læse eller
skrive. Profeten  var vis i en grad, som var et under.
Gud, den Ophøjede, fortalte ham om noget af det, der var
sket (i fortiden), og om det, der ville finde sted i
fremtiden. Dette er et tegn på, at magten tilhører Gud, og
at den er altomfattende.' 2

Qadhi Eiyadh, ‘Al-Shifa bita’reefi Hoquooqil-Mostafa’,

2. At gøre ting for Guds skyld: Profeten  gjorde altid
gerninger i den hensigt at behage Gud. Han blev skadet og
chikaneret; men han var tålmodig og fandt sig i det, og
håbede på Guds belønning. Abdullah b. Masood, i hvem Gud
finder behag, sagde:

‘Det er, som om jeg ser på profeten  og sammenligner
ham med en profet, hvis folk slog ham. Han tørrede
blodet af ansigtet og sagde: 'O Gud! Tilgiv mit folk, for
de ved ikke, hvad de gør!' (Bukhari #3290)

Jundub b. Sufyaan, i hvem Gud finder behag, sagde, at
sendebudets finger blødte under et af slagene, og han sagde:

‘Du er kun en finger, der har blødt; og som lider for
Guds skyld.' (Bukhari #2648)

3. Oprigtighed: Profeten  var oprigtig og ærlig i alle
anliggender, som Gud havde påbudt ham. Gud, den
Ophøjede, sagde:

Sig, ‘Sandelig, min bøn, mine ofringsritualer, mit liv og
min død sker til ære for Gud, verdens Rabb. Han har
ingen partner. Og dette har jeg fået befalet, og jeg er den
første (iblandt jer) af muslimerne.’ [6:162-163]

4. God moral og omgængelighed: Fortælleren sagde,

"Jeg bad A'ishah, i hvem Gud finder behag, fortælle mig
om profetens moral, og hun sagde: ’Hans moral var
Koranen.'"

Dette betyder, at profeten  overholdt dens love og
befalinger og afholdt sig fra det, den forbød. Han efterlevede
og tilegnede sig dens dyder. Profeten  sagde:

‘Gud har sendt mig for at fuldkommengøre den gode
moral og fuldkommengøre de gode gerninger.' (Bukhari &

Gud, den Ophøjede, beskriver profeten  ved at sige:

Og sandelig, du har en fremragende moralsk karakter

Anas b. Malik, i hvem Gud finder behag, var tjener for
profeten  i ti år; dag ind og dag ud, under profetens rejser,
og mens han var bosiddende i Medina. I denne periode fik
han kendskab til profetens væremåde. Han sagde:

‘Profeten  havde den højeste moral iblandt
menneskene. Han bandede aldrig og var heller ikke
uforskammet, og han forbandede heller ikke nogen. Når
han bebrejdede nogen noget, sagde han: ‘Hvad er der i
vejen med ham, måtte hans pande blive støvet.' (Bukhari

5. Høflighed og gode manerer: Sahl b. Sa'd, i hvem Gud
finder behag, berettede:

"Man bød profeten  noget at drikke, og han drak af det.
På hans højre side var der en dreng, og på hans venstre
side var der nogle ældre mænd. Han spurgte drengen:
‘Har du noget imod, at jeg giver drikken til dem?'
Drengen sagde: ‘O Guds profet! Ved Gud! Jeg vil ikke
afgive min ret til drikken til nogen [fordi jeg sidder på
din højre side].’ Guds sendebud  rakte drengen
drikken." (Bukhari #2319)

6. Kærlighed til reformering og forsoning: Sahl b. Sa'd, i
hvem Gud finder behag, sagde, at Qubaa'-folket bekæmpede

hinanden indbyrdes og kastede sten efter hinanden. Da dette
kom profeten Muhammed  for øre, sagde han:

‘Før os hen til dem, så vi kan løse konflikten og skabe
fred imellem dem.' (Bukhari #2547)

7. Beordring til det gode og forbud mod det onde: Abdullah
b. Abbas, i hvem Gud finder behag, sagde:

Guds sendebud  så en mand, der bar en guldring, og
han rakte ud efter den og kastede den bort. Så sagde han:

‘Ville nogen af jer finde et brændende kul og anbringe
det på sin hånd?!'

Man sagde til manden, efter at profeten  var gået: ’Tag
din ring! Brug den godt [ved at sælge den].' Manden
sagde: ’Nej, ved Gud! Jeg vil ikke tage den, efter at Guds
sendebud  har kastet den bort.' (Muslim #2090)

8. Kærlighed til renhed: Muhaajir b. Qunfudth, i hvem Gud
finder behag, berettede, at han gik forbi profeten , mens han
ladede vandet; han hilste ham med et Salaam, men profeten
 hilste ikke igen, før han havde udført wudhu (vask til bøn,)
og undskyldte:

’Jeg brød mig ikke om at nævne Guds navn, så længe
jeg ikke var ren.' (Ibn Khuzaimah #206)

9. At vare sin mund: Abdullah b. Abi O'faa, i hvem Gud
finder behag, sagde, at Guds sendebud  brugte megen tid
på at ihukomme Gud; han talte ikke, uden at det var
nødvendigt. Han forlængede sine bønner og forkortede sin
prædiken, og han holdt sig ikke for fin til at hjælpe den, der
var trængende, fattig eller enke. (Ibn Hib'ban #6423)

10. At udmærke sig i sin tilbedelse: A'ishah, i hvem Gud
finder behag, sagde, at Guds profet  bad om natten, indtil
hans fødder svulmede op.

A'ishah sagde: ‘Hvorfor gør du det, o Guds sendebud, når
Gud har tilgivet dig dine tidligere og fremtidige synder?'
Profeten  sagde: ‘Skal jeg så ikke være en taknemmelig
tjener?' (Bukhari #4557)

11. Nænsomhed og blidhed: Abu Hurairah, i hvem Gud
finder behag, sagde, at At-Tufail b. Amr ad-Dawsi og hans
venner kom for at mødes med profeten .

De sagde: 'O Guds sendebud, Daws-stammen har nægtet
at acceptere islam, så bed Gud straffe dem. Så blev der
sagt: ‘Daws-stammen er dømt til døden!’ Profeten 
løftede hænderne i bøn og sagde: ‘O Gud, før Daws-
stammen til troen og lad dem tilslutte sig mig!'

12. Et godt udseende: Al-Baraa' b. Aazib, i hvem Gud finder
behag, sagde:

‘Profeten  var af middel højde. Han havde brede
skuldre. Hans hår nåede ned til øreflipperne. Engang så
jeg ham iført en rød klædning; jeg har aldrig set nogen
så smuk som ham.' (Bukhari #2358)

13. Askese: Abdullah b. Masood, i hvem Gud finder behag,
sagde:

‘Guds sendebud  sov på en måtte af strå. Når han stod
op, havde han mærker i siden fra måtten, som han
havde sovet på. Vi sagde: ‘O Guds sendebud, skal vi
ikke lave en madras til dig?' Han sagde: ‘Hvad skal jeg
med denne verden? Jeg er kun som en vejfarende, der

rider på et dyr, og som hviler sig i skyggen af et træ, og
så forlader det og rejser videre.' (Tirmidthi #2377)

Amr' b. al-Haarith, i hvem Gud finder behag, sagde, at
Guds sendebud  ikke efterlod sig en Dirham eller Dinar,
eller en mandlig eller kvindelig slave efter sin død. Han
efterlod sig kun et hvidt muldyr, sine våben og et stykke
jord, som han forærede som Sadaqah (velgørenhed).'

14. Uselviskhed: Sahl b. Sa'd, i hvem Gud finder behag,
sagde:

En kvinde gav Guds sendebud  en Burdah (klædning).
Profeten  spurgte sine venner: ‘Ved I, hvad en Burdah
er?' De svarede, 'Ja, det er et stykke uldent klæde
[ligesom et sjal]. Kvinden sagde: ‘O Guds sendebud! Jeg
har selv vævet dette sjal, for at du skal bære det.' Guds
sendebud  tog imod det og havde brug for det. Efter et
stykke tid kom Guds sendebud  ud af sit hjem iført
sjalet, og en af hans venner sagde: ’O Guds sendebud!
Lad mig få sjalet på!' Guds sendebud  sagde: 'Ja.'
Derefter sad han et stykke tid, og så gik han hjem,
foldede sjalet og sendte det til den ven, der havde bedt
om det. De andre venner, i hvem Gud finder behag,
skældte ham ud og sagde: ‘Det var ikke pænt af dig at
bede ham om sjalet; især når du ved, at han ikke ville
sige nej til nogen eller sende dem tomhændet bort!
Manden sagde: Ved Gud! Jeg bad ham kun om det, fordi
jeg gerne vil indhylles i det sjal, når jeg dør.' Sahl, i
hvem Gud finder behag, der har fortalt denne Hadith,
sagde: ‘Sjalet blev brugt som ligklæde for den mand, da
han døde.' (Bukhari #1987)

15. Stærk tro og tillid til Gud: Abu Bakr, i hvem Gud finder
behag, sagde:

‘Jeg kiggede på de vantros fødder, mens vi var i hulen
[Thawr]. Jeg sagde, ‘O Guds sendebud! Hvis nogen af
dem ser ned på sine fødder, vil han se os!’ Guds
sendebud  sagde: ‘O Abu Bakr! Tvivler du på to
personers sikkerhed, når Gud er med dem som den
tredje?’ (Muslim #1854)

16. Hengivenhed og medfølelse: Abu Qatadah, i hvem Gud
finder behag, sagde:

‘Guds sendebud  udførte Salah (bøn), mens han holdt
en lille pige, Umaamah, datter af Abul-Aas. Når han
bøjede sig ned, satte han hende ned, og når han rejste
sig, tog han hende op igen.' (Bukhari #5650)

17. Forenkling: Anas, i hvem Gud finder behag, fortalte, at
Guds sendebud  sagde:

‘Jeg påbegynder bønnen i den hensigt at forlænge den,
men så hører jeg et barn græde, og så forkorter jeg
bønnen, fordi jeg ved, at det barns mor lider, når hun
hører det skrige!’ (Bukhari #677)

18. Gudfrygtighed og fromhed: Abu Hurairah, i hvem Gud
finder behag, fortalte, at Guds sendebud  sagde:

‘’Somme tider når jeg kommer hjem til min familie,
finder jeg en daddel på sovestedet. Og så tager jeg den
op for at spise den; men jeg frygter, at den er noget
Sadaqah (velgørenhed, hvilket profeten ikke må spise),
og lægger den til side.’ (Bukhari #2300)

19. Gavmildhed: Anas bin Malik, i hvem Gud finder behag,
sagde:

‘Guds sendebud  er aldrig blevet bedt om noget, når
nogen tog islam til sig, uden at han efterkom den
pågældendes ønske. En mand kom til profeten , og
han gav ham en fåreflok, der græssede mellem to bjerge.
Manden vendte tilbage til sit folk og sagde: ’O mit folk,
tag islam til jer! Muhammed  giver gavmildt fra sig
som en, der ikke frygter fattigdom.' (Muslim #2312)

20. Samarbejde: A’ishah, i hvem Gud finder behag, blev
engang spurgt, hvad profeten  beskæftigede sig med i
hjemmet. Hun sagde:

‘Han hjalp sin familie med pligterne i hjemmet; men når
der blev kaldt til bøn, gik han for at deltage i bønnen.'

Al-Baraa bin ‘Azib, i hvem Gud finder behag, sagde:

‘Jeg så Guds sendebud  under Grøftens Slag, hvor han
bar på noget jord [der var gravet op af grøften], og der
faldt så meget jord på hans bryst, at alle hårene på
brystet blev dækket af jord. Han var meget behåret. Jeg
hørte ham sige nogle få linier fra Abdullah b.
Rawaahahs digt: 'O Gud! Uden Dig ville vi aldrig være
blevet vejledt, ej heller ville vi have bedt bønner eller
givet almisser. O Gud! Lad roen falde på os, og lad os stå
fast over for vore fjender. Sandelig, de har forbrudt sig
mod os! Og hvis de søger at så splid, vil vi vise dem
bort! Han  hævede stemmen, mens han citerede disse
linjer.' (Bukhari #2780)

21. Sandfærdighed: A'ishah, i hvem Gud finder behag, sagde:

‘Det træk og den egenskab, som profeten  hadede mest,
var løgnagtighed. Når en mand sagde en løgn i profetens
 forsamling, bebrejdede han ham det, indtil han
angrede.' (Tirmidthi 1973)

Selv hans fjender vidnede om hans sandfærdighed. Abu
Jahl, som var en af hans argeste fjender, sagde: ‘O
Muhammed! Jeg siger ikke, at du er en løgner! Men jeg
benægter det, du kommer med, og som du opfordrer folk til.’
Gud, den Ophøjede, siger:

Vi ved sandelig, at det, de siger, bedrøver dig, men det
er ikke dig, de beskylder for at lyve; men de uretfærdige
benægter Guds vers. [6:33]

22. Skærpelse af Guds grænser: A'ishah, i hvem Gud finder
behag, siger:

‘Profeten  fik ikke valget mellem to ting uden at vælge
den letteste af dem, så længe det ikke var en syndig
handling. Hvis det var en syndig handling, ville han
være den, der var længst fra den. Ved Gud! Han
hævnede sig aldrig. Han blev kun vred, når folk
overskred Guds grænser; i så fald tog han hævn for
Guds skyld.' (Bukhari #6404)

23. Et behageligt ansigtsudtryk: Abdullah bin al-Harith, i
hvem Gud finder behag, sagde:

‘Jeg har aldrig set en mand, som smilede så meget som
Guds sendebud .' (Tirmidthi #2641)

24. Ærlighed og trofasthed: Profeten  var kendt for sin
enestående ærlighed. De vantro i Mekka – der var åbenlyst
fjendtlige imod ham – betroede ham deres værdigenstande.

Hans ærlighed og trofasthed blev sat på prøve, da de vantro i
Mekka undertrykte ham og hans venner, så de blev tvunget
til at udvandre til Medina. Han beordrede sin nevø, Ali b. Abi
Taleb, i hvem Gud finder behag, at udsætte sin udvandring i
tre dage for at levere værdigenstandene tilbage til folk. 3

Et andet eksempel på hans ærlighed og trofasthed finder
man i Hudaibiyah-våbenhvileaftalen, hvori han gik ind på, at
enhver mand, der deserterede fra profeten, ikke ville blive
vist tilbage til ham, og at enhver mand, der deserterede fra
Quraish, ville blive vist tilbage til dem.

Da profeten kom til Medina, var det lykkedes en mand ved
navn Abu Jandal b. Amr at flygte fra de vantro i Mekka, og
han drog til Medina. De vantro bad Muhammed om at indfri
sit løfte og vise desertøren tilbage. Guds sendebud  sagde:

'O Abu Jandal! Vær tålmodig og bed Gud skænke dig
udholdenhed. Gud vil med sikkerhed hjælpe dig og de
andre undertrykte, og gøre en ende på jeres lidelser. Vi
har indgået en forsoningsaftale med dem, og vi vil ikke
bryde den.' (Baihaquee #18611)

25. Tapperhed og beslutsomhed: Ali, i hvem Gud finder
behag, sagde:

‘I skulle have set mig i Badr-slaget! Vi søgte ly bag
profeten . Han var den iblandt os, der var tættest på
fjenden. Den dag var Guds sendebud  den stærkeste
iblandt os.’

2F

(Ahmed #654)

Ibn Hishams biografi, Bd. 1, p.493 [Arabisk udgave].

Hvad
angår
hans
tapperhed
under
normale
omstændigheder, sagde Anas b. Malik, i hvem Gud finder
behag:

‘Guds sendebud  var det bedste af mennesker og det
modigste. En nat blev indbyggerne i Medina bange og
begav sig i retning af de lyde, de havde hørt den nat.
Guds sendebud  mødte dem, da han var på vej tilbage
fra det sted, hvor lyden kom fra, efter at have sikret sig,
at der ikke var noget galt. Han red på en hest, der
tilhørte Abu Talhah, i hvem Gud finder behag, uden
sadel, og han havde sit sværd med. Han beroligede folk
og sagde: ‘Vær ikke bange! Vær ikke bange!’

Anas, i hvem Gud finder behag, sagde endvidere:
‘Sandelig, vi fandt Guds sendebud  som et hav, dvs.
hesten var et hav.’

Han mødte dem, siddende på en hest og uden sadel, fordi
de krævede en hurtig reaktion, og han havde sit sværd med,
fordi det kunne blive nødvendigt at bruge det. Og han
fortalte dem, at den hest, han red på, var et hav, en betegnelse
for, at den var hurtig. Han ventede ikke på, at andre skulle
undersøge grunden til uroen; som man ellers gør i de
situationer.

I slaget ved Uhud rådspurgte Guds sendebud  sine
venner. De rådede ham til at kæmpe, mens han ikke selv
kunne se nogen grund til det. Men han fulgte deres råd. Da
vennerne hørte, hvordan profeten følte, fortrød de deres
handling. Ansar (profetens støtter i Medina) sagde til ham, 'O
Guds profet! Gør, som det behager dig.’ Men han svarede:

(Bukhari #2751)

‘Det passer sig ikke for en profet, som har båret sin
krigsdragt, at tage den af, før han har kæmpet.' (Ahmed

26. Gavmildhed og gæstfrihed: Ibn Ab'bas, i hvem Gud
finder behag, sagde:

‘Profeten  var det gavmildeste af mennesker. Han var
yderst gavmild under ramadanen, da han mødte Gabriel
; han mødte ham hver nat under ramadanen for at
genlæse Koranen sammen med ham. Guds sendebud 
var mere gavmild end blæsten i denne henseende.

Abu Dharr, i hvem Gud finder behag, sagde:

‘Jeg gik sammen med profeten  i Har'rah (et vulkansk
område) nær Medina, og vi kom til Uhud-bjerget;
profeten  sagde: 'O Abu Dharr!' Jeg sagde: ‘Her er jeg,
o Guds sendebud!' Han sagde: ‘Hvis jeg havde en
mængde guld svarende til vægten af Uhud-bjerget, så
ville jeg give den væk (for Guds skyld) i løbet af en til
tre nætter. Jeg ville ikke beholde en eneste dinar, med
mindre den skulle bruges til at betale gæld tilbage.

(Bukhari #2312)

Jabir b. Abdullah, i hvem Gud finder behag, sagde:

‘Profeten  nægtede aldrig at give noget af det, han
havde, til nogen, der bad om det.' (Bukhari #5687)

27. Blufærdighed: Abu Sa'eed al-Khudri, i hvem Gud finder
behag, sagde:

‘Profeten  var mere blufærdig end en jomfru, der
sidder for sig selv. Hvis han hadede eller afskyede

Muhammed, Guds sendebud

noget, kunne vi se det på hans ansigtsudtryk.' (Bukhari

#5751)

28. Ydmyghed: Guds sendebud  var det mest ydmyge
menneske. Han var så ydmyg, at hvis en fremmed kom ind i
hans Masjid (moské), kunne han ikke genkende ham blandt
hans venner.

Anas bin Malik, i hvem Gud finder behag, sagde:

‘Engang, mens vi sad sammen med Guds sendebud  i
hans Masjid, kom en mand ind på sin kamel, og efter at
have fået den til at lægge sig og tøjret den med et reb,
sagde han: ’Hvem af jer er Muhammed?' Guds sendebud
 sad tilbagelænet sammen med sine venner. Vi sagde:
‘Det er den hvide mand.' Profeten  var ikke anderledes
og skilte sig ikke ud fra sine venner.

Profeten  holdt sig ikke for fin og forfængelig til at hjælpe
de fattige, de trængende og enkerne i deres nød. Anas b.
Malik, i hvem Gud finder behag, sagde:

‘En kvinde fra Medina, som var lidt syg i sindet, sagde
til profeten : ’Jeg må bede dig om noget.' Han hjalp
hende og efterkom hendes ønsker.' (Bukhari #670)

29. Barmhjertighed og medfølelse: Abu Masood al-Ansari, i
hvem Gud finder behag, sagde:

‘En mand kom til profeten  og sagde: "O Guds
sendebud! Ved Gud! Jeg deltager ikke i Fajr-bønnen
(morgenbønnen), fordi den og den forlænger bønnen."
Han sagde: ‘Jeg har aldrig set Guds sendebud  sige
noget med så stor vrede. Han sagde:

Muhammed, Guds sendebud

'O mennesker! Sandelig, der er nogle iblandt jer, som
jager folk bort! Hvis I leder bønnen, så gør den kortere.
Der er gamle og svage folk, og nogle med særlige behov,
bag jer i bønnen.' (Bukhari #670)

Osama bin Zaid, i hvem Gud finder behag, sagde:

‘Vi sad sammen med Guds sendebud . En af hans
døtre sendte en person, der bad ham besøge hende og se
til hendes søn, der lå for døden. Guds sendebud  bad
personen sige til hende: 'Sandelig, til Gud hører det,
som Han tog, og Han har givet alting en fastsat tid. Sig,
hun skal være tålmodig og søge Gud, den Ophøjedes
belønning.' Hans datter, i hvem Gud finder behag,
sendte den samme person tilbage for at sige: ’O Guds
profet! Din datter svor, at du ville komme.’ Guds
sendebud  rejste sig, og Sa'd bin Ubaadah og Mu’adth
bin Jabal ledsagede ham. Guds sendebud  sad hos
barnet, mens det lå for døden. Barnets øjnede stivnede.
Da Guds sendebud  så det, græd han. Sa'd sagde til
ham, ‘Hvad er det, o Guds profet?’ Han sagde: ‘Det er
barmhjertighed, som Gud, den Ophøjede, anbringer i
sine tjeneres hjerter. Sandelig, Gud er barmhjertig mod
dem, som er barmhjertige mod andre.’ (Bukhari #6942)

30. Overbærenhed og tilgivelse: Anas bin Malik, i hvem Gud
finder behag, sagde:

‘Engang, jeg gik sammen med Guds sendebud , var
han iført en Yemeni-kappe med en krave med ru kanter.
En beduin grab hårdt fat i ham. Jeg kiggede på siden af
hans hals og så, at kappens kant havde efterladt et
mærke. Beduinen sagde, ‘Oh Muhammed! Giv mig

Muhammed, Guds sendebud

[noget] af den Guds rigdom, som du har.’ Guds
sendebud  vendte sig mod beduinen, lo og gav ordre
til, at man gav ham [nogle penge].’ (Bukhari #2980)

Et andet eksempel på hans overbærenhed er historien om
den jødiske rabbiner, Zaid bin Sa'nah. Zaid lånte Guds
sendebud  noget. Zaid sagde:

‘To eller tre dage før gælden blev betalt tilbage, deltog
Guds sendebud  i begravelsen af en mand fra Ansar.
Abu Bakr og Omar, Uthman og nogle andre venner, i
hvem Gud finder behag, var sammen med profeten .
Efter at have udført Janazah (begravelsesbønnen) satte
han sig ved en mur, og jeg gik hen til ham, greb fat i
kanten af hans kappe og så brysk på ham og sagde: 'O
Muhammed! Vil du ikke betale mig mit lån tilbage? Jeg
har aldrig oplevet, at Abdul-Mutalebs familie har betalt
sin gæld for sent!

Jeg så på Omar b. al-Khat'taab, i hvem Gud finder behag
– hans øjne var opsvulmede af vrede! Han så på mig og
sagde: 'O Guds fjende, taler du til Guds sendebud og
opfører dig over for ham på den måde?! Ved Den, der
sendte ham med sandheden, hvis ikke jeg frygtede at gå
glip af paradiset (Jannah), havde jeg halshugget dig med
mit sværd! Profeten  så roligt og fredeligt på Omar og
sagde: 'O Omar, vi havde mere brug for at høre et råd fra
dig om, at jeg skulle betale tilbage med et godt hjerte, og
at han høfligt og pænt skulle kræve sin gæld tilbage! O
Omar, gå hen og betal lånet tilbage, og giv ham 20 Sa'a
(vægtenhed) ekstra, fordi du skræmte ham!'

Muhammed, Guds sendebud

Zaid sagde: 'Omar gik med mig og betalte gælden
tilbage, og oveni gav han mig 20 Sa'a dadler. Jeg spurgte
ham: ‘Hvad er det?' Han sagde: ’Guds sendebud  gav
mig ordre til at give dig det, fordi jeg skræmte dig.' Så
spurgte Zaid Omar: 'O Omar, ved du, hvem jeg er?'
Omar sagde: ‘Nej, det gør jeg ikke – hvem er du?' Zaid
sagde: 'Jeg er Zaid b. Sa'nah.' Omar spurgte:
’Rabbineren?' Zaid svarede: ‘Ja, rabbineren.' Så spurgte
Omar ham: ‘Hvad fik dig til at sige det, du sagde til
profeten , og gøre det, du gjorde mod ham?' Zaid
svarede: 'O Omar, jeg har set alle tegnene på profeti i
Guds sendebuds  ansigt, undtagen to, som jeg ikke
har noteret mig før – hans overbærenhed dominerer
over hans uvidenhed, og det andet er, at jo mere barsk,
man er over for ham, jo mere venlig og tålmodig bliver
han, men nu er jeg overbevist. O Omar, du er mit vidne
på, at der er ingen anden end Gud, der fortjener at blive
tilbedt, end Gud alene, og min Deen (religion) er islam,
og Muhammed  er min profet. Jeg gør dig også til
vidne på, at halvdelen af min rigdom – og jeg er blandt
de rigeste mennesker i Medina – giver jeg for Guds
skyld til alle muslimerne.' Omar, i hvem Gud finder
behag, sagde: ‘Eller nogle muslimer.' Zaid sagde: ’Så
sagde jeg: ’Ja, nogle af dem.' Både Zaid og Omar, i hvem
Gud finder behag, gik tilbage til Guds sendebud .
Zaid sagde til ham: ‘Jeg bevidner, at der er ingen sand
Gud, der fortjener at blive tilbedt, andet end Gud alene,
og at Muhammed  er Guds tjener og Hans sendebud.'
Han troede på ham og deltog i mange slag, og han døde i
Tabuk-slaget – må Gud være Zaid nådig.' (Ibn Hibban

#288)

Muhammed, Guds sendebud

Det måske største eksempel på hans tilgivelse så man, da
han benådede folk i Mekka efter dens erobring. Da Guds
sendebud  samlede de mennesker, der havde såret ham og
hans venner og drevet dem ud af byen Mekka, sagde han:

‘Hvad synes I, jeg skal gøre?' ‘De sagde: 'Du er en god
og storsindet broder og nevø!' Han sagde: ‘Gå – I er fri!'

(Baihaqi #18055)

31. Tålmodighed: Guds sendebud  statuerede det flotteste
eksempel på tålmodighed. Han var tålmodig med sit folk, før
han forkyndte islam for det; for de tilbad afguder og begik
syndige handlinger. Han var tålmodig og tolerant over for
den chikane, som de vantro i Mekka påførte ham og hans
venner, og søgte Guds belønning. Han var også tålmodig og
tolerant over for hyklerne i Medina.

Han var et flot eksempel på tålmodighed, når han mistede
sine kære; Hans kone Khadija døde i hans levetid. Alle hans
børn døde i hans levetid, undtagen Fatima, i hvem Gud
finder behag. Hans onkel al-Ab'bas, i hvem Gud finder behag,
døde også. Profeten  var tålmodig og søgte Guds belønning.

Anas b. Malik, i hvem Gud finder behag, sagde:

‘Vi besøgte Abu Saif - grovsmeden – sammen med
profeten . Abu Saifs kone var amme for hans søn,
Ibrahim. Guds sendebud  løftede sin søn Ibrahim op,
og kyssede ham og duftede til ham. Efter et stykke tid
besøgte han sin søn igen – han var døende. Profeten 
begyndte at græde. Abdurrahmaan b. Auf, i hvem Gud
finder behag, sagde: ’O Guds profet, du græder også!'
Sendebudet  sagde: 'O Ibn Auf, det er en
barmhjertighed' - Profeten  udgød flere tårer og sagde:

Muhammed, Guds sendebud

‘Øjnene udgyder tårer, hjertet bliver bedrøvet, men vi
siger kun, hvad der behager vores Rabb, og vi er
bedrøvet over at tage afsked med dig, O Ibrahim!'

(Bukhari #1241)

32. Retfærdighed og rimelighed: Guds sendebud  var
retfærdig i alle sit livs aspekter og i anvendelsen af Sharia
(islamisk lov).

A'ishah, de troendes moder, i hvem Gud finder behag,
sagde:

‘Folk fra Quraish-stammen var yderst bekymret over en
Makhzoomi-kvinde (dvs. en kvinde fra Bani
Makhzoom-stammen), som havde begået tyveri. De
diskuterede det indbyrdes og sagde, ‘Hvem tør
forhandle med profeten  om hende?’

Til sidst sagde de: ‘Hvem tør tale med Guds sendebud
 i denne sag bortset fra Osama b. Zaid, den unge
mand, som Guds sendebud  holdt mest af.' Så Osama,
i hvem Gud finder behag, talte med Guds sendebud 
om kvinden. Guds sendebud  sagde:

'O Osama! Går du i forbøn for hende og overskrider et
af Guds forbud!”

Guds sendebud  rejste sig og sagde:

‘Folk før jer er gået til grunde, fordi de fornemme
iblandt dem stjal og gik fri; og hvis de fattige og svage
stjal, ville de blive straffet. Ved Gud! Hvis Fatima,
Muhammeds datter, stjal, ville jeg hugge hånden af
hende.' (Bukhari #3288)

Muhammed, Guds sendebud

Guds sendebud  var retfærdig og lod andre hævne sig,
hvis han havde skadet dem. Usaid b. Hudhair, i hvem Gud
finder behag, sagde:

‘En mand fra Ansar spøgte med folk og fik dem til at le,
og profeten  gik forbi ham, og stak ham let i siden
med en pind, han havde i hånden. Manden udbrød: 'O
Guds profet! Lad mig gøre gengæld!' Profeten  sagde:
‘Værsgo!' Manden sagde: ‘O Guds sendebud, du har
kjortel på, og det havde jeg ikke!' Guds sendebud 
løftede op i sit tøj, og manden fra Ansar kyssede hans
krop og sagde: ’Det var kun det, jeg ville, o Guds
sendebud!' (Abu Dawood #5224)

33. Gudfrygtighed: Guds sendebud  var det mest
gudfrygtige menneske. Abdullah bin Masoud, i hvem Gud
finder behag, sagde:

‘Profeten  sagde til mig: ‘Læs op af Koranen for mig!'
Abdullah b. Masood, i hvem Gud finder behag, sagde:
‘Skal jeg læse den op for dig, når det er dig, den blev
åbenbaret for!' Profeten  sagde: 'Ja.' Han sagde: ‘Jeg
begyndte at læse op af kapitlet an-Nisaa, indtil jeg kom
til verset: Hvordan så, hvis Vi stillede et vidne fra hvert
folkeslag, og Vi stillede dig som vidne over for dem!

(4:41)

Så sagde profeten : ‘Det er nok!' Abdullah b. Masood,
i hvem Gud finder behag, sagde, jeg vendte mig om og
så, at profeten  græd.' (Bukhari #4763)

A'ishah, de troendes moder, i hvem Gud finder behag,
sagde:

Muhammed, Guds sendebud

‘Hvis Guds sendebud  så mørke skyer på himlen; gik
han frem og tilbage og ind og ud af huset, og hans
ansigtsudtryk ændrede sig. Så snart det regnede, slappede
profeten  af. A'ishah, i hvem Gud finder behag, spurgte
ham ud om det, og han sagde: ’Jeg ved det ikke, måske er
det, som nogle har sagt:

Da de så (straffen i form af) en sky, der gled hen over
himlen og kom hen over deres dale, sagde de: ’Denne
sky vil give os regn! Nej, det er den (ulykke), som I har
ønsket fremskyndet! En vind, hvori der er en smertefuld
straf! 4 (46:24)

34. Tilfredshed og hjertets rigdom: Omar b. al-Khattab, i
hvem Gud finder behag, sagde:

‘Jeg kom ind i profetens  hus og fandt ham liggende
på en stråmåtte, og under sit hoved havde han en
læderpude udstoppet med fibre. Han havde en kande
med vand ved sine fødder, og der hang noget tøj på
væggen. Han havde mærker i siden fra den måtte, han lå
på. Omar, i hvem Gud finder behag, græd, da han så det,
og sendebudet  spurgte ham: ’Hvorfor græder du?'
Omar sagde: 'O Guds sendebud! Kongen og Kejseren
nyder godt af det bedste fra denne verden, mens du,
Guds sendebud …?!' Han sagde: ‘Er du ikke glad for, at
de kun nyder denne verden, mens vi vil nyde det
hinsides?' (Bukhari #4629)

35. Ønske om det gode for alle, også hans fjender: A'ishah,
de troendes moder, i hvem Gud finder behag, sagde:

3F

Bukhari #3034.



‘Jeg spurgte Guds sendebud : "Har du oplevet en dag,
der var hårdere end slaget ved Uhud?” Han svarede: ‘Jeg
led meget på grund jeres folk! Det værste, jeg har
oplevet, skete på al-‘Aqabah-dagen, da jeg talte med Ali
b. Abd Yaleel b. Abd Kilaal (for at få støtte) og han
svigtede mig og forlod mig. Jeg drog derfra og var meget
fortvivlet, og gik på må og få – indtil jeg nåede til et
område, der hedder Qarn ath-Tha'ali. Jeg løftede
ansigtet mod himlen og så en sky, der skyggede for mig,
og deri var Gabriel. Gabriel  kaldte på mig og sagde:
'O Muhammed. Gud, den Ophøjede har hørt, hvad dit
folk har sagt til dig, og hvad de har svaret dig, – og har
sendt bjergenes engel, så du kan befale ham at gøre,
som du ønsker.' Profeten  sagde: ‘Bjergenes engel
kaldte på mig og sagde: O Muhammed, Jeg vil gøre alt,
hvad du befaler mig. Hvis du ønsker det, kan jeg slå de
to bjerge sammen og knuse dem alle.' Guds sendebud 
sagde: ‘Jeg håber, at Gud vil bringe fra dem noget
afkom, der vil tilbede Gud alene og ikke dyrke andre
guder end Ham.' (Bukhari #3059)

Abdullah b. Omar, i hvem Gud finder behag, sagde:

'’Da Abdullah b. Ubai b. Salool døde, kom hans søn
Abdullah b. Abdullah hen til profeten  og bad ham om
hans kjortel, så de kunne indhylle deres far i den. Så bad
han profeten  om at bede Janazah-bønnen
(begravelsesbønnen) over ham, og han rejste sig for at
gøre det, men Omar, i hvem Gud finder behag, greb fat i
profetens  tøj og sagde: 'O Guds sendebud! Vil du bede
for ham, når Gud har forbudt dig at gøre det! Guds

50

sendebud  sagde: ‘Gud har givet mig valget, for Han
siger:

Bed om tilgivelse for dem, eller bed ikke om tilgivelse
for dem; selv om du beder om tilgivelse for dem
halvfjerds gange, vil Gud ikke tilgive dem; det er, fordi
de ikke tror på Gud og hans sendebud, og Gud retleder
ikke dem, der overskrider Hans grænser. [9:80]

Og jeg vil bede om tilgivelse for ham mere end
halvfjerds gange.' Så sagde Omar, i hvem Gud finder
behag: ’Han er en hykler!' Profeten udførte bønnen, og
Gud åbenbarede følgende vers:

Og bed ikke for nogen af dem, når de dør, og stå ikke
ved hans grav. [9:84] (Bukhari #2400)



51

Nogle af profetens etiske sædvaner:

1. Profetens nære forhold til sine venner: Dette er velkendt,
eftersom vi har detaljerede beretninger om hans livshistorie.
Profeten  er det eksempel, som vi skal efterfølge i alle
henseender. Jareer b. Abdullah, i hvem Gud finder behag,
sagde: ‘Profeten  afviste mig ikke, efter jeg var konverteret
til islam. Han smilede altid, når han så på mig. Engang
beklagede jeg mig til ham over, at jeg ikke kunne sidde fast på
en hest, og så slog han mig mildt med håndfladen på brystet
og bønfaldt Gud og sagde:

‘O Gud! Få ham til at sidde fast, og gør ham til en
person, som er vejledt og vejleder andre.' (Bukhari #5739)

Profeten  underholdt sine venner og spøgte med dem:
Anas b. Malik, i hvem Gud finder behag, fortalte, at Guds
sendebud  havde den bedste moral. Jeg havde en yngre
bror, som hed Abu Umair – han legede med en lille fugl, der
hed 'An-Nughair'. Profeten  sagde til ham:

'O Abu Umair, hvad har Nughair gjort dig?!' mens han
legede med den. (Muslim #2150)

Profeten  underholdt og spøgte ikke kun i ord; han gjorde
det også i praksis. Anas b. Malik, i hvem Gud finder behag,
sagde:

‘En beduin ved navn Zahir b. Haram gav profeten 
gaver, og han gjorde nogle ting for ham. Profeten 
sagde: 'Zahir er vores ørken, og vi er hans by.'

Profeten  nærmede sig ham, mens han solgte sine varer,
og profeten  omfavnede ham bagfra, uden at han kunne
se ham. Så sagde han: ‘Slip mig! Hvem er det?' Da det gik

52

op for ham, at det var profeten , der omfavnede ham,
trykkede han sin ryg ind mod sendebudets bryst! Så
sagde Guds sendebud : ‘Hvem vil købe den slave af
mig?' Zahir sagde: 'O Guds sendebud, er jeg værdiløs?'
Guds sendebud  sagde:

‘Du er ikke værdiløs for Gud!' eller han sagde: ’Du er
værdifuld og dyrebar for Gud.' (Ibn Hibban #5790)

2. Han rådspurgte sine venner: Profeten  spurgte sine
venner til råds, og tog deres holdninger og synspunkter i
betragtning i sager og spørgsmål, som der ikke var åbenbaret
noget om. Abu Hurairah, i hvem Gud finder behag, sagde:

‘Jeg har ikke set nogen, der rådførte sig mere med sine
venner end Guds sendebud .' (Tirmidthi #1714)

3. Besøg hos syge, uanset om de var muslimer eller ikke-
muslimer: Profeten  interesserede sig for sine venner og
sikrede sig, at de havde det godt. Hvis han hørte, at en af
hans venner var syg, skyndte han sig hen til ham sammen
med de venner, der var til stede. Han besøgte ikke kun de
muslimer, der var syge, men også ikke-muslimer. Anas b.
Malik, i hvem Gud finder behag, sagde:

‘En jødisk dreng, der tjente hos profeten , blev syg. Så
sagde profeten : ‘Lad os gå hen at besøge ham.' Da de
kom ind, sad drengens far ved hans hoved, og Guds
sendebud  sagde: ‘Sig, at der er ingen anden Gud end
Allah og jeg vil gå i forbøn for dig på Dommedag.'
Drengen så på sin far, og faderen sagde: 'Adlyd
profeten!' og så sagde drengen: ’Der er ingen anden Gud
end Allah, og Muhammed  er Hans sendebud.' Guds

53

sendebud  sagde: ‘Al pris tilfalder Gud, som har
reddet ham fra Helvedes ild.' (Ibn Hibban #2960)

4. Han var taknemmelig, når folk var gode mod ham, og
belønnede det gavmildt: Abdullah b. Omar, i hvem Gud
finder behag, sagde, at Guds sendebud  sagde:

‘Den, der søger tilflugt hos Gud, må I ikke gøre fortræd.
Hvis nogen beder jer om noget i Guds navn, så giv dem
det. Hvis nogen indbyder jer, så tag imod indbydelsen.
Hvis nogen gør jer en tjeneste, så beløn ham; men hvis I
ikke kan finde noget at belønne ham med, så bed en
bøn for ham, indtil I mener, I har gjort gengæld.' (Ahmed

A'ishah, i hvem Gud finder behag, siger:

‘Guds sendebud  tog imod gaver og belønnede folk
gavmildt for det.' (Bukhari #2445)

5. Sendebudets kærlighed til alt, hvad der er smukt og godt:
Anas, i hvem Gud finder behag, sagde:

‘Guds sendebuds  hånd var blødere end noget
silkestof, jeg nogen sinde har rørt ved, og hans duft var
sødere end nogen parfume, jeg har duftet til.' (Bukhari

6. Guds sendebud  elskede at hjælpe andre ved at gå i
forbøn for dem:

Abdullah b. Abbas, i hvem Gud finder behag, sagde:

‘Bareerahs mand var en slave ved navn Mugheeth – Jeg
så ham gå bag hende på gaden i Medina og græde, og
hans tårer faldt på hans skæg. Guds sendebud  sagde
til Al-Abbas: ‘Undrer du dig ikke over, at Mugheeth

54

elsker Bareerah så højt og Bareerah hader Mugheeth så
meget!'

Profeten  sagde til Bareerah: ‘Hvorfor går du ikke
tilbage til ham?' Hun sagde til ham: ‘Befaler du mig at
gøre det?' Så sagde han: ‘Nej, men jeg går i forbøn for
ham.' Hun sagde: ‘Jeg har ikke brug for ham.' (Bukhari #

7. Guds sendebud  betjente sig selv: A'ishah, i hvem Gud
finder behag, sagde:

‘Jeg blev spurgt, hvordan Guds sendebud  opførte sig
hjemme.' Hun sagde: ‘Han var som enhver anden; han
vaskede sit tøj, malkede sit får, og betjente sig selv.'

Profetens ædle moral gjorde ikke blot, at han betjente sig
selv; men han betjente også andre. A'ishah, i hvem Gud
finder behag, sagde:

'Jeg blev spurgt, hvordan Guds sendebud  opførte sig
hjemme.' Hun sagde: ‘Han hjalp til i huset, og når han
hørte Adthan (kaldet til bøn), tog han hen til moskeen.'



55

1. Den tyske digter, Goethe, sagde: ‘Jeg ledte i historien efter
et forbillede for menneskene og fandt, at det var Muhammed
.'

2. Professor Keith Moore, skrev i sin bog: "The Developing
Human": Det står klart for mig, at disse udsagn må være
kommet til Muhammed fra Gud, eller Allah, for det meste af
den viden blev først opdaget mange århundreder senere.
Dette beviser for mig, at Muhammed må have været Guds,
eller Allahs sendebud.' Han sagde også: ‘Jeg har ingen
problemer med at forlige mig med, at det var en
guddommelig inspiration eller åbenbaring, der førte ham
frem til disse udsagn.'

3. Dr. Maurice Bucaille, skrev i sin bog: "Le Coran et la science
moderne": ‘Efter en helt objektiv undersøgelse af den
[Koranen] set i lyset af den moderne videnskab, må vi
erkende, at der er overensstemmelse imellem de to, som det
allerede er blevet bemærket flere gange. Vi må anse det for
utænkeligt for et menneske på Muhammeds tid at have været
ophavsmand til sådanne udsagn, på baggrund af den viden,
der fandtes på hans tid. Det er bl.a. sådanne iagttagelser, der
gør Koranen enestående og tvinger den objektive
videnskabsmand til at erkende, at han ikke kan komme med
en forklaring, der udelukkende bygger på materialistiske
ræsonnementer.’

4. Annie Besant skrev i 'The Life and Teachings of
Mohammad': ‘Det er umuligt for nogen, der studerer
Arabiens store profets liv og karakter, og som kender hans
lære og livsførelse, at føle andet end ærbødighed over for den

56

mægtige profet, et af den Ophøjedes store sendebud. Og selv
om jeg i det, jeg fremlægger for jer, vil fortælle mange ting,
som mange er bekendt med, så føler jeg selv, når jeg genlæser
dem, en ny beundring, en ny ærbødighed over for den store
arabiske lærer.'

5. Dr. Gustav Weil skrev i ’Geschichte der islamischen
Völker’: ‘Muhammed var et lysende eksempel for sit folk.
Hans karakter var ren og pletfri. Hans hus, hans tøj, hans
mad – alt var præget af en sjælden enkelhed. Så fordringsløs
var han, at han ikke ønskede at modtage nogen særlige tegn
på ærbødighed fra sine venner, ej heller tog han imod nogen
tjeneste fra sin slave, som han selv kunne udføre. Han var til
rådighed for alle på alle tidspunkter. Han besøgte de syge og
følte med alle. Ubegrænset var hans godgørenhed og
gavmildhed, ligesom hans interesse for og engagement i
samfundets ve og vel.'

6. Maurice Gaudefroy sagde: ‘Muhammed var profet, teolog,
en så åbenlys kendsgerning, at man er utilbøjelig til at slå det
fast. De mænd, der omgav ham og udgjorde eliten i det
tidlige muslimske samfund, kappedes om at overholde den
lov, som han havde indført i Guds navn, og om at følge hans
lære og eksempel.' 5

7. Washington Irving sagde: ‘Hans militære triumfer vakte
ingen stolthed eller forfængelig æresfølelse, som de ville have
gjort, hvis de havde haft et selvisk formål. Da hans magt var
på sit højeste, opretholdt han den samme enkle livsførelse og
fremtoning som i modgangstider. Han førte sig så langt fra
frem som en kongelig person, at det mishagede ham, hvis

Seerah-encyklopædien, for Afzalur-Rahman

57

nogen, når han kom ind i et rum, viste ham nogen
usædvanlige tegn på respekt.'

8. Marquis de Dufferin sagde: ‘Det er den muslimske
videnskab, den muslimske kunst og den muslimske litteratur,
som Europa kan takke for, at det blev befriet fra den mørke
middelalder.' 6

